PHP 5.5 klar til brug på Gigahost

PHP 5.5 klar til brug på Gigahost

Som den første shared-hosting-udbyder i Europa, er vi glade for at meddele at vi nu tilbyder PHP 5.5.0.

PHP 5.5 blev udgivet af PHP-udviklerne tidligere i dag, og er nu klar til brug på alle Gigahost-konti. Den nye version af PHP byder på en række gode nyheder såsom:

Generators

Skriv små funktioner, som beholder sine interne værdier, selv imellem de bliver kaldt. Brug den nye kontrolstruktur yield for at “returnere” den næste værdi, funktionen skal generere. Dette kan gøre en del kode mere kompakt og pæn.

Nyt API til hashing og saltning af adgangskoder

For at opbevare adgangskoder sikkert, skal de ikke kun være envejskrypterede (hashede), men også benytte en kryptografisk salt, således at den hashede version af koden ikke kan slås op i store databaser (rainbow-tabeller). Derudover er nogle hashingfunktioner med vilje gjort langsomme, så man ikke kan forsøge at knække en kode så mange gange i træk. Men nogle gange kommer der nye og bedre hash-funktioner – eller man kører måske den samme funktion flere gange i træk – efterhånden som computere bliver hurtigere og computerkraften øges.

I PHP 5.5 får man et nyt sæt funktioner til rådighed, som simplificerer hele processen, og gør det muligt nemmere at skifte hash-systemet, som benyttes i dit PHP-program.

Send e-mail med cURL

cURL kan nu sende e-mail direkte via en SMTP-server. Det er nyttigt, hvis du fx skal sende post via en ekstern SMTP-server, såsom en firma-SMTP eller Gmail.

(og cURL er bygget ind i alle de PHP-versioner vi kører på Gigahost!)

Endelig … “finally”!

Konstruktionen finally har længe været tilgængelig i mange andre objekt-orienterede sprog, så man kan fx udføre oprydningskode der udføres hvadenten en exception fanges eller ej.

finally har endelig fundet sin vej til PHP. Så nu er det bare om at benytte det!

Bør jeg opgradere?

Udviklerne af nogle PHP-scripts og CMS er stadig ved at rette systemerne til, så de fungerer med PHP 5.5. Hvis du ikke har problemer med PHP 5.3 eller 5.4, behøver du ikke nødvendigvis at skifte version. Men hvis du udvikler dine egne systemer, kan du med fordel vælge PHP 5.5, så du kan tjekke at dine systemer fungerer med nyeste PHP-version.

Men hvis du stadig kører PHP 5.2, anbefaler vi at du opgraderer til enhver nyere version, eftersom der ikke længere kommer sikkerhedsopdateringer til PHP 5.2.

Du kan vælge iblandt PHP 5.2, 5.3, 5.4 og PHP 5.5 i kontrolcenteret for hvert enkelt domæne du har. På denne måde kan du holde et website kørende med en velafprøvet ældre version af PHP, mens du kan teste og udvikle på eksempelvis et subdomæne med PHP 5.5.

P.S: Måske har du allerede set PHP 5.5 et stykke tid i kontrolcenteret! Det er fordi vi tidligere tilbød “beta” og “release candidate”-versioner af PHP 5.5, efterhånden som de blev klar!